Den sidste weekend i august er den eneste hele året, hvor gaderne bag sognekirken betyder mere end vandkanten. Bukkeborde stilles op langs kantstenen, bandeklubben vælter sit køkken ud på fortovet, og om søndagen går en mand i shorts ud på en fedtet stang over Spinola Bay, mens et par hundrede mennesker spiser nougat og venter på, at han falder i. I 2026 faldt festen på søndag den 30. august; jeg gik tilbage gennem de samme gader i september for at spise det hele igen siddende, langsomt, og for at tjekke, hvilke køkkener der holder, når guirlanderne er taget ned.
Sådan former de tre dage sig
Det hele er organiseret omkring Il-Knisja Parrokkjali ta' San Ġiljan (St Julian's Parish Church), oppe ad bakken et par minutter bag Spinola Bay. Det er gratis og åbent for alle, uden nogen form for dørpolitik: du kan gå ind midt i en prøve, og ingen vil se op. Fredag og lørdag er opbygningen: bandemarcher gennem sidegaderne, facaden oplyst, familier der stiller stole ud på deres egne dørtrin omkring klokken ni om aftenen og bliver siddende til to.
Søndag er dagen, hvor alt sker. Om morgenen og igen omkring middag går musketterija af fra kirkens tag, salver af sortkrudt affyret i rækkefølge, højt nok til at du mærker det i brystbenet tre gader væk. Om eftermiddagen går ġostra op over vandet: en fedtet stang, der skråner ud fra kajen med flag i enden, og en kø af unge mænd, der klatrer op, glider og ryger i Spinola Bay til klapsalver. Statuen kommer ud klokken 19, og processionen fylder gaderne fuldstændigt.
Et praktisk punkt over alle de andre: vær på plads inden klokken 19, ikke undervejs. Når processionen starter, er sidegaderne skulder mod skulder, og du kan ikke bevæge dig opstrøms gennem dem med en gruppe, en barnevogn eller en tallerken. Kom op til musketterija, spis i dagslys, vælg så en kantsten og bliv på den.
Bandeklubben er det ene rum, hvor du spiser med sognet
Hvis du kun går til én adresse fra denne liste, så vælg Kazin Banda San Ġiljan Gastropub (St Julian's Band Club, A.D. 1927), en kort gåtur op fra Spinola Bay mod kirken. Det er klubben, der organiserer festaen, grundlagt i 1927, og banden, hvis marcher du hører gennem gaderne, er dens egen. Drop-in er helt fint, og udefrakommende er oprigtigt velkomne (jeg er aldrig blevet fået til at føle mig som turist på denne bar), men forstå, hvad rummet er i festa-ugen: proppet med bandens egne støtter, højt og i højt tempo.
Køkkenet laver en ærlig aljotta. Fiskefond kogt på hele småfisk og deres hoveder, hvidløg og tomat, ris kogt ind i den, til suppen tykner, afsluttet med merian og masser af citron. Den kommer ind og ser tynd ud og smager som koncentrat. En skål af det, en tallerken med noget friteret og et par pints løber cirka €10 til €20 pr. person, hvilket er under halvdelen af, hvad samme mængde koster på kajen nedenfor. Bordene på fortovet tager en gruppe på seks til ti, hvis du kommer tidligt: inden klokken 19.30 en festa-aften, inden klokken 20 resten af året. Derefter står du, og at stå er helt fint.
Grupper på mere end ti bør ikke forsøge dette lørdag eller søndag. Det er en sognebar på sine to travleste aftener i året, og køen bag dig består af folk, der har bygget dekorationerne.
Qubbajt, og boden der er køen værd
Enhver maltesisk festa har nougat, og nougat er den ene mad, de fleste maltesere vil fortælle dig er en festa. Den, der slår sin bod op her, er Beehive Confectionery, der handler som Iż-Żebbuġi Hawn: en gadebod nær kirken, ingen booking, permanent kø. Robert Caruanas familie har drevet disse boder ved landsbyfester siden 1948, hvilket i praksis betyder et forskelligt sogn hver weekend om sommeren og en meget præcis idé om, hvor meget der skal laves.
Det, du køber, er en blok, skåret efter bestilling af en klods med en kort kniv: hele mandler svævende i kogt sukker og honning sat med æggehvide, enten den hårde version, du skal knække, eller den bløde version, der trækker. Cirka €2 til €8 afhængigt af, hvor stort et stykke du peger på. Bed om den bløde (qubbajt artab), hvis du har fyldninger, du holder af. Spis den samme aften, for næste morgen er den bløde slags blevet klistret og den hårde sej, og ingen af dem er så gode, som de var ved boden.
Hvis du har brug for en mængde til en gruppe, tager bageriet selv imod bulk- og gruppebestillinger på hverdage, 07.00 til 16.00, mandag til fredag, hvilket er værd at vide, hvis du skal bespise tolv mennesker på en båd og ikke vil stå i kø to gange. Sammen med den på gaden får du resten af festaens rollebesætning: imqaret, daddelmasse foldet i dej og friteret, solgt varmt i papir; og nøddebrændinger efter vægt.
Festa-mad ved et bord, uden folklore på købet
Når bukkebordene pakkes sammen, er køkkenet, jeg sender folk til, Gululu – Kċina Maltija, på Spinola Bays havnefront. Det laver festa-repertoiret hele året uden fiskernet-på-væggen-rutinen. Stuffat tal-qarnit er det, du skal bestille: blæksprutte braiseret langsomt i rødvin og tomat med laurbær, oliven og ærter, indtil tentaklen giver efter for en gaffel, saucen reduceret til noget, du bliver ved med at spise med brød i ti minutter, efter blæksprutten er væk. Fenek er lavet ordentligt: kanin i hvidløg og vin, traditionelt spaghetti vendt i braiseringssaven først, derefter kødet som anden tallerken. Hovedretter løber cirka €18 til €30. Terrassen tager gruppebookinger, og du bør booke i god tid til festa-weekenden, for hele bugten er fuld fra fredag.
Til den modsatte slags lange bord ligger Raffael Restaurant på kajen ved Spinola Bay og er prissat til otte mennesker, der vil sidde i tre timer snarere end til en begivenhed. Det har et gennemsnit på 4,8 over cirka 2.850 anmeldelser, hvilket ved det volumen betyder konsekvent snarere end heldigt. Hovedretter cirka €15 til €25, drop-in muligt uden for sæsonen, og terrassen er, hvor jeg ville anbringe en gruppe lige efter bandemarcherne slutter.
Le Majoliche, en blok tilbage fra bugten, er en siciliansk trattoria åben siden 2015 og med en anbefaling i 2026 Michelin Guide Malta. Den er generøs på præcis den måde, festa-mad er generøs, med portioner dimensioneret til folk, der har været udendørs hele dagen, og det håndmalede flisearbejde gør det til det mest særprægede rum i St Julian's at sidde i. Travlt både til frokost og middag, så book. Mellemklasse, og den tager grupper uden klager.
Mere om, hvordan bugten, bakken og Paceville hænger sammen, finder du i St Julian's-guiden.
Borde over stangen og under fyrværkeriet
Fyrværkeriet går op fra en flåde fortøjet midt i Spinola Bay, så den sigtelinje, du vil have, er en altan ud mod vandet. Peppino's, på selve bugten, har det bedste siddeplads-udsigtspunkt af dem alle: altanen på øverste etage ser direkte ned langs flådens linje, og køkkenet har i årtier serveret maltesiske og italienske retter her, med anmeldelser, der stadig er stærke gennem 2026. Hovedretter cirka €18 til €28. Book specifikt til festa-weekenden, og sig, at du vil have altanen; den går først, og ingen flytter sig for dig på selve aftenen.
San Giuliano Restaurant er institutionen lige over bugten, der køber af bådene, som ligger til nedenfor, så fisken på din tallerken kom op af det vand, som ġostra-stangen hænger over. Fisk prissættes efter vægt og bringes hel til bordet før tilberedning: vælg den, aftal prisen, og del den mellem fire eller seks personer, hvilket både er den billigere vej og det bedre ritual. Servering kører 12.00 til 14.30 og 19.00 til 23.00, det er kørestolsvenligt, og det er fuldstændig vant til grupper.
Til den festlige afslutning på en festa-dag ligger Barracuda Restaurant i Balluta Bay-enden af gåturen, i en National Trust-prisvindende villakonvertering, som det har haft i næsten tredive år. Det er den ene spisesal her, hvor bygningen betyder lige så meget som fisken: gammel sten, skoddet veranda over vandet. Kun om aftenen, fra klokken 18, hovedretter cirka €28 til €45. Book, og bed om et verandabord, når du gør det, for det indvendige rum er en anden og ringere aften.
Den dyre ende, og hvordan den hænger sammen med resten
Rosamì at The Villa, trukket tilbage fra havnefronten, er det eneste Michelin-stjernekøkken i St Julian's, bevaret for 2026 under kokken Davide Marcon, og også indehaver af 2026 Michelin Service Award. Det er udelukkende tasting menu, seks eller otte retter, i en lille spisesal. Ikke drop-in, og ikke et sted at ankomme som ni personer i festa-tøj. Private gruppebookinger arrangeres efter aftale. Tråden tilbage til sognebordet er osten: lokal fåreost fra små producenter behandlet seriøst, den samme ingrediens, som kvinden ved siden af lægger rå i en ftira med tomatpuré, kapers, oliven og olie.
Caviar & Bull, på et hotel på Spinola Bay-striben, er Marvin Gauci's flagskib og det ene køkken på denne liste, der tager maltesiske ingredienser helt op i fine dining-højde. Kun middag, 18.30 til 23.00, og i modsætning til stjernerummet håndterer det store selskaber og private spisninger ordentligt. Vær klar over, hvad det er: en resort-spisesal, ikke en sogne-sal. Over tre aftener gør det en god anden middag og en dårlig første.
Par mod grupper, ganske enkelt. Stjernerummet og villaen passer til to personer. Bandeklubben, kajen og helfisk-bordet passer til seks til ti. Gaden selv passer til ethvert antal, så længe alle er villige til at stå.
At lave dejen med dine egne hænder
Det tætteste, en besøgende kommer på selve mekanikken i hele denne historie – naboer, der laver mad med hænderne til andre mennesker – er A Pastizzi Experience med Michela Cammarota Cefai, der nu holder til inde i landet, cirka femten minutters kørsel fra St Julian's. To timer, omkring 40 euro per person, grupper på maksimalt ti, afholdes på engelsk, italiensk eller maltesisk. Du laminerer selv dejen, og det er selve lektionen: fedtstoffet arbejdes ind i tynde lag på lag, så butterdejen rejser sig og åbner sig i rombeformen, og fyldet er enten ricotta eller knuste gule ærter med løg. Det er det eneste kursus udelukkende i pastizzi på øen. Bekræft adressen, når du booker, for lokalet er allerede flyttet én gang.
Praktiske noter
Festen er den sidste søndag i august hvert år; i 2026 var det 30. august. Kom fredag for den stille opbygning, lørdag aften for marcherne, søndag for alt på én gang. Stå på din valgte gade inden kl. 19 søndag.
Alt ovenstående undtagen madlavningskurset ligger inden for en femten minutters gåtur langs vandet. Busserne kører ad kystvejen og bliver omdirigeret eller stoppet omkring processionen, så regn med at gå det sidste stykke. Ride-hailing-apps virker og er den billige vej hjem sent, men sæt dit pickupsted et par gader inde i landet om søndagen, for ingen chauffør kommer ind i bugten.
Restauranterne tager alle kort. Gadeboderne gør det ikke pålideligt. Medbring 20 til 40 euro per person i små sedler og mønter til nougat, imqaret, kioskdrikke og band club-baren, hvor kontanter går hurtigere end et kort.
En hel festa-dag med mad på gaden koster 25 til 35 euro per person; tilføj band club for en rigtig tallerken, og du er på omkring 40 euro. En siddende middag ved bugten bringer dagen op på 60 til 90 euro, og villaen eller stjerneværelset tager den over 150 euro. Senge er den virkelige udgift den weekend, så book måneder i forvejen, og sammenlign, hvad der er tilbage ved bugten, med det på bakken i St Julian's hotelsøgning.
